Mad og måltider er en vigtig del af dagligdagen i vores hus og vi bruger måltidet som et pædagogisk redskab. Vi ønsker at gøre måltidet til et højdepunkt på dagen, hvor børnene får god og sund mad, hygger sig, øver sig i at spise, taler sammen, hjælper hinanden og udvikler deres sociale kompetencer.
Mad- & måltidspolitikken er udarbejdet på tværs af huset. Som en del af udviklingen har vi haft faglige drøftelser på tværs af personalegruppen. For at sikre et løbende, reflekteret arbejdet med maden og måltiderne har vi foruden beskrivelsen af mad- og måltidspolitikken, nedsat et madudvalgt på institutionen, som holder møder kvartalsvis.
Vi arbejder ud fra følgende tre værdier, som vedrører både selve maden og rammerne omkring måltidet, og vi ser begge elementer som afgørende for at lykkes med det gode måltid:
Måltiderne er et fælles anliggende, som vi samarbejder om på tværs af faggrupper og huset. Vi ønsker, at alle børn oplever ro, tryghed, god stemning og gode samtaler under måltidet.
Maden skal være varieret, velsmagende, indbydende og økologisk, og udfordrende nok til at udvikle børnenes madmod og madglæde.
Måltiderne er højdepunkter, som vi glæder os til hver dag. Personalet skaber gode og hyggelige rammer for måltiderne ved at være gode rollemodeller ved bordet, og børnene udvikler selvhjulpenhed gennem inddragelse i processerne før, under og efter måltidet.